Referat fra foredrag med Maria Milland
onsdag den 22. oktober 2025

 

77 aktive kvinder havde valgt at høre Maria Milland fortælle om sine oplevelser som fødselslæge i al-Hol lejren i Syrien. Det var en barsk fortælling.

Maria fortalte om sin tid i lejren i 2022. Hun var i lejren i 9 mdr.

Hun har i alt været udsendt 12 gange, mest i Afrika, Mellemøsten og Caribien.

Al-Hol lejren er uden tvivl det mest barske sted hun har været. Lejren består af ca. 15.000 nussede telte omgivet af pigtråd og vagter.

Lejren blev oprettet i forbindelse med Golfkrigen og husede i foråret 2019 10-15.000 3. lands borgere fra 57 nationaliteter, hovedsagelig kvinder og børn. Omkring 8.000 sidder nu tilbage.

Der var 19 børn fra DK, det tog 5½ år at få dem hjem, de sidste børn kom hjem til DK i august 2024.

Turen dertil tager 4 døgn. Maria blev indlogeret i en by ca. 1 times kørsel fra lejren – arbejdsugen var fra søndag til torsdag.

Noget af det første Maria undrede sig over var, hvorfor alle fødende straks fik opsat ve-stimulerende drop – i Danmark venter man og ser, hvordan tingene udvikler sig. Begrundelsen var, at lægerne skulle forlade lejren inden mørkest frembrud, så der skulle speedes op. Ved en kompliceret fødsel kunne man forhandle længere tid, hvis det var livreddende. Ellers måtte den fødende overflyttes til et andet døgnåbent hospital, men det var ikke optimalt.

Om natten var der kun 2 sygeplejersker til at overvåge patienterne.

Der blev født ca. 300 børn om året i lejren. Et barn giver håb og liv midt i håbløsheden.

Der var gentagne alvorlige hændelser med vold og mord, ikke muligt at bevæge sig frit omkring i lejren. 38% af dødsfald er pga. vold eller kriminalitet, drab.

2/3 af lejrens beboere er under 18 år.

Lejren havde 80 ansatte fra syriske Røde halvmåne og ca. 15 fra international Røde Kors.

Det var forbudt at tage billeder, dette kunne være hjemsendelsesgrund.

Efter en fødsel skulle der laves fødselsattest, dette kunne KUN lade sig gøre, hvis moderens giftedato var påført.

Maria har selv været syg under sine udsendelser – maveinfektion m.m. Hun har 2 gange prøvet at blive evakueret.

Efter en udsendelse er det obligatorisk med psykologvurdering.

Senest har Maria været udsendt til Haiti, hvor der var langt bedre forhold.

Under sine udsendelser, har Maria skrevet dagbog, dagbogen er omsat til en bog: Født i Helvedes Forgård – bogen er apolitisk, beskrivende, den er også blevet trykt i USA.

På aftenen havde hun nogle eksemplarer med, som kunne købes til en favorabel pris.

Maria har ikke en fast stilling i Danmark, hun vil selv bestemme over sit liv, men brænder for

sit job.

Et foredrag som giver stof til eftertanke.